Hjemstavn
Der findes et sted, jeg aldrig slipper. Selv når jeg flytter, rejser, glemmer – så ligger det dér. I en bevægelse, i tonen, i lyset. Det er ikke altid, jeg tænker på det som hjem, men det er vævet ind i måden, jeg ser verden på.

Hjemstavn er en rejse ind i det, der blev tilbage, men som stadig er. Et blik mod det sted hvor jeg blev til. Blandt mennesker ved Limfjorden og heden nær Skive. Ikke det tabte. Ikke det idealiserede. Men det, der blev hængende. Som en erkendelse af at hjemstavn ikke er en adresse, men noget der bevæger sig i os. Jeg er optaget af, hvordan steder lever videre i os. Hvad der stadig er, og hvad der er forandret.

For mig er hjemstavn ikke kun noget trygt, men også noget man bærer rundt på. Som et ekko, en uro eller en længsel. Med kameraet søger jeg efter de spor, der stadig lever – i landskaberne, i menneskene, i stederne. Som et spejl, jeg vender tilbage til eller forsøger at forstå på ny.

I Hjemstavn bevæger billederne sig mellem portrætter, landskaber, steder, objekter og fotografier fra gamle album. Mellem det dokumentariske, det poetiske og det iscenesatte.

Jeg arbejder med analog fotografi i både storformat og småbillede, i farve og sort-hvid. Det stoflige, støvede, overeksponeringen og de små forskydninger bliver en del af billedernes erindring.

Portrætterne er opstået i mødet med mennesker, der på hver deres måde bærer egnen i sig. I kroppen, i blikket, i arbejdet. Jeg søger en tilstedeværelse - både i det rå og umiddelbare og i det mere iscenesatte, hvor en indre tilstand kan træde frem.

Landskaberne strækker sig fra det vestlige Salling til Fur i nord, Virksund mod øst og Rønbjerg mod syd. Brede marker, hede, Limfjorden, skove og skrænter. Jeg søger de steder, hvor landskabet begynder at spejle vores indre – og skaber en følelsesmæssig resonans.

En uro, en længsel, en antydning af noget, der ikke skal sættes ord på.

Helga Theilgaard, juli 2026